Emballage skal passe til det, der skal pakkes ind

Der findes en gammel tegnefilm, hvor man ser hovedpersonen forsøge at pakke noget ind i noget emballage, der er alt for stort, hvortil vedkommende ender med at smadre den givne vare for at få den pakket ind.

Ligeledes bliver personen begejstret over, hvor stor en kasse der er til en lille genstand, så det tager 0.5 sekunder at pakke ind.

Begge dele er jo helt forkert.

Man skal aldrig presse noget til at komme ned i noget emballage, hvis der ikke er plads. Dette gælder både den kasse, konvolut eller lignende, som man pakker det ned i, og så den beskyttelse, som der er foret med.

Her ser vi så lige bort fra, at nye varer ofte er pakket ind i noget emballage i forvejen: det er i så fald de mål, vi går ud fra og ikke dem, som der ville herske, hvis enheden var pakket ud af den første emballage.

Hvis man presser noget ned i noget, der er for småt, så er der chance for, at pakken går i stykker på sin færd frem, eller man får det most så meget, at det ikke er til at genkende, når det kommer frem – eller helt falder ud af pakken, så det aldrig når frem.

Glemmer man at fore en pakke med beskyttende emballage, hvis den givne pakke er lidt for stor, så vil de rasle rundt, ændre tyngepunkt og – værst af alt – nok gå i stykker.

Som udgangspunkt skal man så vælge en mindre kasse, men den skal altid være lidt større end enheden selv, så der er lidt at løbe på, som man kan pakke det ind i.

Mest belejligt er det, hvis man kan lægge en bund, så varen, nogle forede sider og til slut en top, inden man lukker pakken eller konvolutten.

Man må gerne tænke kreativt, men ikke ALT for kreativt.